Til: Sydgårdsgruppen Esbjerg Ti. 19/12 2006
"Keep It Simple" stod der pludselig på tavlen efter en pause i undervisningen. Jeg havde en anelse om, hvem der kunne have skrevet det, men lod være med at spørge vedkommende.
Sydgårdens beboere havde på det tidspunkt så mange indfald og udfald, at det kunne være noget bøvl at rode sig ud i for mange diskussioner om det berettigede i den sætning. Vedkommende havde selv en ret kompliceret tilværelse. Det var sikkert en af grundene til, at han var landet på Sydgården.
På Sydgården lærte jeg om begrænsningens kunst i stedet for antydningens kunst og undervisningen er jeg i dag meget glad for at have modtaget. Jeg var nemlig ekspert i antydninger og hentydninger og halvkvædede viser og en lille fugl der synger og spydigheder, sarkasmer og ironi som er det mindst onde, når man vil overleve i en barsk verden.
Inden opholdet på Sydgården havde jeg tilnavnet "Mangeord". Klaus Mangeord kaldte man mig. Det turde jeg ikke fortælle de andre beboere. Det var vist heller ikke nødvendigt. Det havde de hurtigt regnet ud efter et par timers bekendtskab.
Dengang brugte jeg ordene som våben. Som beskyttelse, forsvar og angreb, så andre ikke fik lov til at trænge ind til det, der gjorde ondt i mig. Min vrede, min kedafdethed og fortvivlelsen, forvirringen, usikkerheden, angsten og sorgen og savnet efter kærlighed og omsorg.
Jeg havde mistet. På Sydgården fandt jeg det mistede. Det tog tid men det lykkedes. Gudskelov for det.
Først fandt jeg Tålmodighed. Hun havde dejlige blå øjne og langt lyst hår. Hende skrev jeg en hel masse ord om, fordi hun havde det med at forsvinde, så snart hun var kommet indenfor på mit værelse.
Så dukkede Langmodighed op. Ham blev jeg altid søvnig af, så han fik kun lov til at være på mit værelse, når jeg skulle sove for at være frisk til ny undervisning den næste morgen.
Ydmyghed derimod gemte sig i lang tid. Stolthed og Ærekærhed stillede sig i vejen og ydmyghed gør ikke meget væsen af sig. Han er der bare og ved, hvornår man skal sige undskyld og hvornår det bare er en floskel.
Det med undskyld og undskyldninger havde jeg sørme mange af. I begyndelsen var det undskyld, at jeg i det hele taget lever og er her. Undskyldninger når jeg blev kritiseret for noget. Det er også fordi … og så hev jeg en lang liste op, hvor jeg kunne vælge noget passende som undskyldning for det ene eller det andet.
I dag har jeg lært at sige undskyld straks, når jeg erkender en fejl, jeg har lavet. Jeg skynder mig til vedkommende, når det vel at mærke er "passende", hvad det så end er ud over noget, jeg føler i situationen. Jeg har lært at lade være med at gemme eller glemme at sige "undskyld", når det er påkrævet. Før Sydgården var det anderledes. Der kunne jeg finde på at hænge et skilt op, hvor der stod: "Jeg må huske at sige undskyld i morgen". Det er der som bekendt længe til.
I dag vil jeg sige "tak". Tak til Tålmodighed, Langmodighed og i særdeleshed Ydmyghed for deres udholdenhed med mig. Tillid og Tro kom til senere. Jeg tror faktisk, det var i forbindelse med Sydgårdsgruppen i Esbjerg, at jeg fandt disse to vældige venner, der har hjulpet mig igennem den meget svære tid efter opholdet på Sydgården. Tillid til mig selv og andre. Tro på, at jeg god nok og andre også er det.
I mit udskrivningsbrev fra Sydgården stod der: "jeg må være meget nøjeregnende med, hvad jeg kan lide og ikke lide" I dag kan jeg tilføje: "ved at være nøjsom får jeg oplevelsen af stor rigdom."
Klaus Vilhelm På vej gennem år 2 som ædru alkoholiker 598. døgn