KVG 22.8.2010


fra Dennis' dagbog

Mandag 19. juli kl. 16:00 ankom 13 voksne og 10 børn til Egebjerg Hytten ved Svendborg spændte på, hvad den kommende uge ville bringe af fede oplevelser og hyggeligt samvær.
Vi lagde ud med lidt kaffe og fordeling af rum, senge og madrasser. Så lavede vi en let aftensmad og råhyggede! Snakken gik lystigt fra første færd, men der var mulighed for at trække sig, når behovet var der.

Tirsdag var så dagen, hvor en ny verden skulle afprøves. Vores evner som golfspillere skulle testes! Vi kørte til Bogense Golfklub, hvor en instruktør lærte os lidt om grundteknikken og så havde vi ellers mulighed for at afprøve det lærte.


Om aftenen lavede vi bål med pandekager, snobrød og hygge.

Oven på al den sport og røg trængte vi til en afslapningsdag, så onsdag var der ikke noget på tapetet. Det blev dog til en badetur ved Bakke og så den obligatoriske råhygge!

Torsdag var så dagen, hvor vi skulle prøve kræfter med havet for alvor! I Fåborg lå skonnerten Meta med et sejlareal på 140 m2 og ventede på at tage os på en 4 timers tur. Vi sejlede for motor til en lille ø, hvor vi spiste vores medbragte mad og så badede. Da vi var kommet hjem, var vi ved at være helt klar til at tage helt hjem - i hvert fald de voksne :-) så vi påbegyndte at pakke og gøre klar til slut rengøring fredag morgen og hyggede.
Fredag pakkede vi færdig, gjorde rent og så tog vi hjem kl. 12:00

1000 tak for den dejlige opbakning og deltagelse der var!
Jeg håber, vi ses igen i uge 42 og igen til næste sommer.
Dennis